Surrealisme: Kunst, der ser ud til at komme fra en anden verden

Surrealismens kunst synes at komme fra en bizar parallelverden: Den skildrer uvirkelige scener, der ser ud til at stamme fra drømme, visioner eller beruselsestilstande. I disse til tider absurde billedkompositioner møder bizarre væsner og gådefulde fantasifigurer deformerede objekter. Virkelighed og logik er sat helt ud af kraft. Værkerne kan være absurde, mystiske og foruroligende - men også poetiske og humoristiske.

Gennem deres kunst forsøgte surrealisterne i begyndelsen af det 20. århundrede at skabe adgang til en verden uden for den synlige virkelighed. Ofte repræsenterede deres værker grænseoplevelser for publikum og såede tvivl om opfattelsen af virkeligheden. Ikke desto mindre - eller måske netop derfor - udviklede surrealismen sig til en af de mest betydningsfulde stilarter i kunsthistorien. Dens billedsprog og filosofi har fortsat indflydelse på kunstverdenen den dag i dag.

Surrealisme - relevant og populær i 100 år

Surrealismens historie i malerkunsten begyndte i Paris i begyndelsen af 1920'erne. Den var en del af en større bevægelse, som omfattede hele kunstscenen. I den franske storby blev der dannet en gruppe kunstnere, som omfattede malere, fotografer, forfattere og filmskabere. De tidlige surrealister omfattede Max Ernst, Salvador Dalí, Joan Miró, Man Ray, Yves Tanguy, René Magritte og Luis Buñuel. Deres første udstilling fandt sted i Paris i 1925.

Surrealismens storhedstid varede indtil omkring 1950, men den forblev nærværende og indflydelsesrig i kunstverdenen efter det. Den fungerede som inspiration for mange andre stilarter, f.eks. forskellige versioner af abstrakt maleri eller fantastisk realisme. Surrealismen fortsætter endda med at fængsle offentligheden omkring 100 år senere. Talrige surrealistiske værker, f.eks. "The Persistence of Memory" af Salvador Dalí, "The Singing Fish" af Joan Miró eller "The Son of Man" af René Magritte, er blandt de mest berømte motiver i kunsthistorien. Udstillinger og museer dedikeret til surrealismens kunstnere er i dag stadig populære attraktioner.

Den menneskelige psyke som inspirationskilde

Surrealisterne forfulgte et virkelig stort mål med deres filosofi: De ønskede intet mindre end at revolutionere menneskehedens måde at tænke på. En af surrealismens grundlæggende ideer var, at ubevidste impulser skulle tillægges større betydning end logik og rationalitet. De mente, at den sande kraft lå i fantasien, som kom fra den menneskelige psykes dybder. Kun når sindet frigøres fra alle begrænsninger af rationel kontrol, kan mennesker opnå højere erkendelse og kunstnerisk kraft.

Sigmund Freuds resultater havde stor indflydelse på surrealisternes teori. På dette tidspunkt præsenterede den østrigske psykolog sit banebrydende arbejde om psykoanalyse. I sin teori om dybdepsykologi understregede han betydningen af det underbevidste, det ubevidste og drømme. Surrealismens kunstnere udledte deres principper fra disse ideer: Der blev sat spørgsmålstegn ved eksistensen (og dermed opfattelsen) af virkeligheden.

Samtidig blev virkeligheden ikke længere accepteret som referencepunkt og kilde til kunstneriske motiver. I stedet søgte kunstnerne deres inspiration i drømme, fantasier, beruselsestilstande, visioner eller psykotiske tilstande. De så deres kunst som en ventil, hvorigennem ønsker, drifter og lidelser kunne udtrykkes ufiltreret. Inden for mange kunstområder gav surrealismen anledning til en form for "hypervirkelighed".

Surrealismens historie: To forskellige (stilistiske) retninger

På det teoretiske plan var surrealisterne stort set enige om, hvad de ville udtrykke med deres kunst. Det resulterede dog ikke i et ensartet kunstnerisk formkoncept for surrealistiske billeder. Snarere udviklede der sig to hovedtendenser inden for surrealismen. Disse adskilte sig primært i deres valg af motiver og billedobjekter.

I denne henseende afslører veristisk surrealisme (eller hyperrealistisk surrealisme) stadig en konkret reference til virkeligheden. Kunstnerne brugte generelt virkelige billedobjekter, men de forvrængede eller fremmedgjorde dem ofte betydeligt. De kombinerede også genstande på måder, som aldrig ville optræde i samme sammenhæng i virkeligheden. Surrealistiske træk afslører forskellige påvirkninger fra tidligere epoker og kunstnere, såsom Hieronymus Bosch, Henri Rousseau, Giorgio de Chirico, kubisme og dadaisme. Kombinationen af virkelige objekter og absurde billedkompositioner gør surrealismens kunst både meget forvirrende og ekstremt fascinerende. Virkelighed og fiktion kan ikke længere adskilles, og den subjektive opfattelse rystes.

Abstrakt surrealisme (også kendt som absolut surrealisme) synes derimod i høj grad at være løsrevet fra virkeligheden. Her stammer billedmotiverne udelukkende fra den frie fantasi og underbevidstheden. Kunstnere som Max Ernst eller Joan Miró fulgte kun deres spontane inspiration i den kunstneriske proces. De malede intuitivt abstrakte former, mønstre og strukturer eller fantastiske væsener og landskaber, som ofte ikke havde noget med virkeligheden at gøre. Selv om man tror, at man kan genkende det ene eller det andet objekt, nægter billedobjekterne i sidste ende at blive klart identificeret.

I surrealistisk kunst blev den kunstneriske proces genopfundet

Surrealisterne gik ikke kun nye veje med deres motiver. De undersøgte også hele den kunstneriske skabelsesproces - fra idé til teknik. Mange så deres underbevidsthed som kilden til deres kreativitet.

For at undgå at ændre den rene inspiration gennem overdreven tankevirksomhed eksperimenterede de med forskellige tilgange. En af de vigtigste teknikker, som de absolutte surrealister brugte, var "automatisk skrivning". Disse kunstnere fulgte deres spontane associationer og satte hurtigt deres inspiration på papiret uden filter. Nogle gik endnu længere og arbejdede i en halvbevidst tilstand eller under indflydelse af alkohol og stoffer. Andre søgte endda inspiration i neurotiske og psykotiske tilstande.

Surrealistiske kunstkarakteristika: Eksperimenterer med teknikker og materialer

Surrealisterne gik også nye veje, når det gjaldt om at realisere de motiver, der kom fra dybet af deres sjæl. De brugte velkendte teknikker som maleri med oliefarver, tegninger med blyant og kul og også litografier. Men de søgte også efter andre kunstneriske metoder, der gav dem frihed til at udtrykke deres idéverden uden at blive påvirket.

Collage blev en vigtig surrealistisk teknik. Kunstnerne samlede en lang række genstande som tekstiler, papir og alle mulige andre fund på træplader eller pap. Både tilfældigheder og den spontane og ukonventionelle sammensætning af genstandene spillede en vigtig rolle. Frottage følger et lignende princip. I denne teknik overføres objekternes overfladestrukturer til papir ved hjælp af aftegning.

Selv med grattage er skabelsen af billeder ikke helt vilkårlig. Flere lag maling, f.eks. oliefarver eller voksfarver, lægges oven på hinanden. Konturerne af billedobjekterne skrabes derefter ud med en skarp genstand, hvilket resulterer i flerlagede, farverige linjer og farveområder.

Mange af de teknikker, der blev brugt i surrealismen, er nu en del af standardrepertoiret inden for billedkunst i dag.