Portrætmaleri: Mennesket i centrum

Afbildninger af mennesker er blandt de ældste motiver i malerkunsten. Genrens oprindelse går tilbage til oldtiden. Portrætmaleriet har overlevet mange epoker og har stadig en fremtrædende plads i samtidskunsten. Mange kunstnere har udforsket dette populære, men også udfordrende billedmotiv gennem deres karriere.

Portrætmaleriets kunst består i at indfange ikke bare det fysiske udseende, men også essensen og karakteren af de personer, der portrætteres. I løbet af århundrederne er der opstået mange forskellige variationer af portrætkunst. De adskiller sig bl.a. med hensyn til de afbildede personers status og antal, billedets detaljeringsgrad samt modellernes kropsholdning eller synsvinkel. Derudover har graden af realisme i afbildningerne udviklet sig med de forskellige kunstbevægelser gennem historien.

Hvilke personer afbildes i portrætmaleriet?

Portrætter er typisk skabt af virkelige personer eller personer, der opfattes som virkelige. Men gruppen af mennesker, der afbildes i disse kunstværker, har udviklet sig gennem tiderne. Om en person blev foreviget i et portræt, afhang i høj grad af vedkommendes omdømme og samfundsmæssige status. I Romerriget og det gamle Egypten blev der f.eks. primært lavet portrætter af guder og herskere. Repræsentanter for præsteskabet fik også denne ære. Derudover fik købmænd og handelsfolk, der havde råd til det, også lavet portrætter. Den almindelige befolkning var dog generelt udelukket fra at blive portrætteret. I de fleste tilfælde var portrætter bestilte værker, der fungerede som symboler på autoritet eller påmindelser om store personligheders bedrifter.

Det var først i 1800-tallets portrætmaleri, at den sociale elites eksklusive ret til at blive afbildet på malerier begyndte at forsvinde. I den romantiske periode begyndte kunstnere at skildre almindelige mennesker som landmænd, husholdere eller gartnere på arbejde. Denne tendens forstærkedes i de følgende årtier, og i det 20. århundrede var næsten alle samfundslag repræsenteret i portrætmaleriet. Et godt eksempel er Pop Art-bevægelsen, hvor portrætter af kendte personer som politikere, musikere eller skuespillere var i centrum.

Selvportrætter som en særlig form i portrætkunsten

I selvportrætter gør kunstnerne sig selv til genstand for deres arbejde. Fra det 15. århundrede begyndte kunstnere som Leonardo da Vinci, Albrecht Dürer og Rembrandt at skabe selvportrætter. De blev set som udtryk for deres voksende selvtillid og stigende samfundsmæssige status. Men de fungerede også som et øvelses- og eksperimentarium. Kunstnere fra alle efterfølgende epoker, såsom Vincent van Gogh, Pierre-Auguste Renoir og Paula Modersohn-Becker, tog denne idé op. Den mexicanske maler Frida Kahlo gav f.eks. en enkel forklaring på sin motivation for at lave selvportrætter: Hun malede sig selv, fordi hun ofte var alene og kendte sig selv bedst.

Portrætter i maleri: Tronies

Genren "tronies" adskiller sig noget fra almindelige portrætter. Tronies afbilder også mennesker, men det er typisk ikke rigtige personer. Tronies bruges ofte til at øve specifikke ansigtsstudier eller til at eksemplificere en generel type eller visse karaktertræk.

Portrætgenren har mange variationer

Begrebet "portræt" omfatter ikke kun ligefremme frontale afbildninger af ansigter. Genren er snarere opdelt i mange underkategorier. Det mest åbenlyse kendetegn er antallet af afbildede personer. I mange portrætter er der kun en enkelt person i centrum af billedet. Ud over individuelle portrætter findes der dobbeltportrætter, som ofte forestiller søskende eller par, samt gruppeportrætter, f.eks. af hele familier.

Yderligere undergrupper af portrætter kategoriseres efter billedets detaljeringsgrad, eller hvor meget af modellens krop der vises på billedet. For eksempel omfatter et "headshot" hele hovedet ned til halsen, mens en "buste" omfatter den øverste halvdel af torsoen. Portrætter i "trekvart længde" viser personen fra hoved til lår, mens portrætter i "fuld længde" viser hele kroppen.

Der er også forskelle i motivets positur eller beskuerens perspektiv. I et "full face" kigger modellen direkte på beskueren. I et "profilbillede" vises ansigtet fra siden, mens "halvprofil" og "trekvartbillede" beskriver andre vinkler, hvor modellens ansigt er vendt mod beskueren.

Portrætter - et billede af mennesker?

I en stor del af portrætværkerne har kunstnerne forsøgt at afbilde modellerne så trofast som muligt. Man skal dog ikke gå ud fra, at der er en én-til-én-korrespondance mellem modellens proportioner og afbildningen i kunstværket. En realistisk gengivelse kan betvivles af flere grunde:

• Portrætter viser ofte kun generelle typer: Tidlige portrætter, som dem vi kender fra antikken, viser som regel kun nogle få individuelle karakteristika ved de afbildede personer. På den tid var det almindeligt at afbilde guder eller herskere efter generelle standarder. Personlige træk blev i bedste fald angivet med våben, kroner eller andre genstande, der symboliserede samfundets status.
• Portrætmaleriet idealiserer og forskønner: Mange portrætter blev bestilt af indflydelsesrige eller velhavende personer. Disse mennesker forfulgte ofte strategiske mål gennem deres portrætter og lagde vægt på at fremstå så imponerende og fordelagtige som muligt. Til det formål udøvede de en direkte indflydelse på malerne og kontrollerede måden, de blev portrætteret på.
• Kunstnerens synspunkt er ikke objektivt: Kunstnerens perspektiv og den måde, de bringer personen til lærredet på, kan være subjektiv. Kunstnerens situation eller forhold til modellen kan afspejles i billedet. Forfatteren Oscar Wilde mente endda, at et portræt afslører mere om maleren end om motivet: "Det er snarere maleren, der på det farvede lærred afslører sig selv."
• Stilen kræver det måske ikke: I begyndelsen af det 20. århundrede, især med ekspressionismens indtog, var forestillingen om, at portrætter skulle være realistiske, forsvundet. Ekspressionisterne stræbte ikke efter en naturlig eller smigrende skildring af enkeltpersoner. I stedet ville de se ud over facaden og give et indblik i motivets sjæl og karakter. Derfor skabte kunstnere som Gabriele Münter, Alexej von Jawlensky, Egon Schiele og Oskar Kokoschka abstrakte, skånselsløse og til tider uflatterende portrætter.

Berømte portrætter i kunsthistorien

Nogle af de mest berømte og værdifulde malerier i historien er portrætter. To værker af en kunstner fra renæssancen hører til de mest betydningsfulde portrætter nogensinde. Leonardo da Vincis "Mona Lisa" er uden tvivl indbegrebet af et portræt, som er anerkendt over hele verden. Et andet værk af da Vinci, som har fået stor opmærksomhed, er "Salvator Mundi", et oliemaleri fra omkring år 1500, som forestiller Jesus Kristus, og som blev bortauktioneret for 450 millioner amerikanske dollars i 2017.

I det 17. århundrede fortsatte portrætmaleriets popularitet med at stige. Især Holland blev hjemsted for mange portrætmalere, bl.a. Jan Vermeer van Delft. I 1665 skabte han det legendariske "Pige med perleørering", som stadig fascinerer kunstentusiaster i dag.

Det 18. århundrede frembragte flere imponerende og stadig berømte portrætter af konger. Bemærkelsesværdige eksempler omfatter portrætter af den franske konge Louis XIV af Hyacinthe Rigaud og et maleri af Frederik II af Anton Graff.

I det 19. århundrede revolutionerede impressionismen portrætmaleriet. Selvom denne epoke primært fokuserede på landskabsmalerier, frembragte den også et velkendt portræt: Vincent van Goghs "Selvportræt med stråhat" fra 1887.

I det 20. århundrede, med dets mangfoldighed af stilarter, opstod der flere ikoniske portrætter. Picassos "Les Demoiselles d'Avignon" fra 1907 betragtes som et af kubismens banebrydende værker. Gustav Klimt skabte et af de mest berømte malerier nogensinde med "Adele Bloch-Bauer I" i begyndelsen af det 20. århundrede.

Selv i Pop Art-bevægelsen forblev afbildninger af mennesker et vigtigt tema. Andy Warhol skabte f.eks. sin verdensberømte silketryksserie af Marilyn Monroe i 1967 baseret på et fotografi. I en anden artikel i magasinet om dette emne kan du finde ti fascinerende fakta om Andy Warhols Marilyn. Mange andre fortolkninger af genren fulgte, f.eks. Robert Longos slående sort-hvide portrætter og Gerhard Richters umiskendelige slørede effekter. Portrætmaleriet er stadig meget populært blandt både kunstnere og publikum den dag i dag.