Kubisme - At skabe et billede med geometriske former

I begyndelsen af det 20. århundrede rystede kubismen grundlaget for billedkunsten. Ingen tidligere epoke har ønsket at bryde mere radikalt med de fremherskende konventioner inden for maleriet. Kubismens kunstnere afviste den traditionelle forestilling om, at maleriet skulle afbilde billedobjekter så realistisk som muligt, og udviklede nye principper for billedkomposition.

Konstruktionen og dekonstruktionen af billedobjekter ved hjælp af geometriske former, afvisningen af det klassiske perspektiv og de første skridt i retning af abstraktion var nogle af de banebrydende innovationer, som kubismen bragte med sig. Epoken begyndte omkring 1907, men ved begyndelsen af Første Verdenskrig var den allerede gradvist opløst. På trods af dens relativt korte varighed sammenlignet med andre stilarter var den nok til at sætte gang i grundlæggende ændringer i maleriet.

Braque og Picasso - en kunstnerduo revolutionerer maleriet

Kubismens udvikling er uløseligt forbundet med to navne: Pablo Picasso og Georges Braque. I begyndelsen af det 20. århundrede søgte de begge uafhængigt af hinanden efter nye kunstneriske udtryksformer.

Picasso: sætter spørgsmålstegn ved traditionelle skabelsesformer

Den spanske kunstner Pablo Picasso studerede på Royal Academy of Fine Arts, men kort efter at have forladt akademiet begyndte han at sætte spørgsmålstegn ved traditionelle former for kunstnerisk skabelse. Han stræbte konsekvent efter kunstnerisk udvikling. De etablerede stilarter fra århundredeskiftet, såsom impressionisme, symbolisme eller art nouveau, inspirerede ham til at udvikle sit eget billedsprog.

Fra begyndelsen af det 20. århundrede blev Picasso også mere og mere involveret i andre kulturers kunst. Han var fascineret af det reducerede kunstneriske formkoncept i afrikanske skulpturer og stammemasker og inkorporerede deres æstetik i sine værker på en genkendelig måde. Han lod sig også inspirere af europæiske kunstnere som El Greco, Henri Rousseau og Paul Gauguin. Han havde dog en særlig beundring for Paul Cézanne (1839-1906). Det var frem for alt hans sene arbejde og hans grundlæggende refleksioner over repræsentationsmåden, der påvirkede Picasso betydeligt.

Cézanne havde allerede bevæget sig ud over ønsket om at afbilde objekter realistisk. Ifølge hans teori kunne alle billedobjekter repræsenteres ved hjælp af kugler, cylindre og kegler. Under denne indflydelse opgav Picasso også gradvist den naturlige gengivelse af proportioner. Den spanske kunstner begyndte at bruge de første stilistiske elementer, der klart kunne tilskrives kubismen, i 1906 - i sit maleri "Les Demoiselles d'Avignon", som skulle blive et nøgleværk for hele epoken.

Georges Braque: Blanding af geometriske former og perspektiver

Næsten samtidig med Picasso udviklede den franske kunstner Georges Braque et meget lignende koncept for billedkomposition og gengivelse af objekter. Ligesom Picasso beundrede Braque Paul Cézanne, men også fauverne, især Henri Matisse. Men Braque afveg også fra eksisterende stilarter som fauvisme eller impressionisme og fulgte sin egen vej. Han arbejdede i stigende grad med geometriske former og blandede flere perspektiver i et enkelt billede.

I slutningen af 1908 blev Picasso og Braque endelig introduceret for hinanden af forfatteren Guillaume Apollinaire. De blev hurtigt nære venner og indledte et yderst kreativt og produktivt samarbejde. Deres samarbejde lignede en forskningsmission, der strakte sig langt ud over maleriet. De beskæftigede sig med synsprocessen og behandlingen af synsindtryk i hjernen. Samtidig fortsatte de med at eksperimentere med maleteknikker.

Begyndelsen: Den analytiske kubisme og dens kendetegn

Braques og Picassos arbejde markerede den første store fase af kubismen og er i dag kendt som "analytisk kubisme". Selvom kubismens kunstnere malede repræsentativt, var de ikke længere forpligtet til realisme. I stedet analyserede de objekter og søgte en repræsentationsform, der kunne indfange så mange manifestationer af et objekt som muligt på samme tid.

De mest fremtrædende træk ved kubismen i denne indledende fase var den fragmenterede og geometriske udformning af billedobjekterne samt den ukonventionelle brug af perspektiver. Braque og Picasso fokuserede på grundformer og definerede ofte kun billedobjekter ved hjælp af deres konturer. De reducerede gradvist deres farvepalet og arbejdede hovedsageligt med dæmpede toner som brun, grå, beige, blå og sort. At nå målet om at præsentere forskellige syn på et objekt samtidig rejste spørgsmål om valg af synsvinkler og lysretning.

Kubismens kunstnere afveg fra den traditionelle opdeling af billedet i forgrund, mellemgrund og baggrund samt det centrale perspektiv. I stedet forsøgte de at afbilde så mange elementer som muligt, typisk set fra forskellige vinkler, på samme tid. Denne banebrydende tilgang vakte hurtigt opsigt på den europæiske kunstscene. Andre af tidens kunstnere, som Juan Gris eller Robert Delaunay, begyndte også at interessere sig for denne nye malerfilosofi.

Den videre udvikling: Syntetisk kubisme

Kubismens kunstnere holdt sig dog ikke til den stil, de engang havde fundet, men fortsatte med at udvikle den. Fra omkring 1912 gik kubismen ind i sin anden store fase, som nu kaldes "syntetisk kubisme".

I denne fase diversificerede kunstnerne deres tilgang på flere niveauer. Den mest markante ændring var nok, at de vendte op og ned på deres tilgang til komposition. I modsætning til den analytiske kubisme, hvor objekter blev dissekeret og brudt ned i dele, blev de nu primært konstrueret af abstrakte former. Billedet opstod ud fra en syntese af forskellige objekter. Kubistiske kunstnere arrangerede alle billedobjekter på lige fod i et enkelt fladt plan og undgik ethvert indtryk af rumlighed.

Det, der var særligt slående, var, at kubismens kunstnere ikke kun videreudviklede billedets komposition, men også de materialer, de arbejdede med. De begyndte at inkorporere hverdagsobjekter i deres oliemalerier. For eksempel limede de papir og avisudklip, tapet, tekstiler, glas, sand eller træ på lærredet. På den måde lagde de grunden til forskellige teknikker, som opstod i de følgende årtier, f.eks. collage, objektkunst og ready-made.

Med introduktionen af nye materialer udvidede de også deres farvepalet. De brugte lysere, stærkere og mere farverige farver og kombinerede flere nuancer i et enkelt billede. Endelig satte den syntetiske kubisme igen spørgsmålstegn ved kunstens selvopfattelse. De kubistiske kunstnere betragtede ikke længere skabelsen af et kunstobjekt som et middel til at nå et mål. I stedet forstod de den kunstneriske proces som et mål i sig selv. Et kunstværk skulle ikke længere blot tjene til at afbilde objekter, men blev snarere betragtet som en selvstændig enhed, hvormed der blev skabt en ny virkelighed.

Modtagelsen af kubismen og dens indflydelse på kunsthistorien

Som så mange progressive og avantgardistiske udtryksformer i kunsten stod kubismen i begyndelsen over for udfordringer i maleriet. Reaktionerne fra den brede offentlighed varierede fra fuldstændig uforståenhed til afvisning.

I begyndelsen af det 20. århundrede dominerede andre stilarter som impressionisme og symbolisme det europæiske kunstmarked og kunstakademierne og efterlod kun lidt plads til progressive bevægelser. Især den indflydelsesrige parisiske kunstkritiker Louis Vauxcelles kritiserede aggressivt kubismens kunstnere og latterliggjorde deres arbejde.

Kubisme i maleriet: Positiv modtagelse

Kunstnerne fandt en stor fortaler i den tyskfødte gallerist Daniel-Henry Kahnweiler. Kahnweiler var meget engageret i kubismens unge kunstnere og organiserede de første udstillinger med dem allerede i 1908. Europæiske kunstnere viste også interesse for kubistiske værker. Indflydelse fra kubismen fandt man senere bl.a. hos Marcel Duchamp, som blev verdensberømt med sin ready-made, samt Bauhaus-kunstnerne Oskar Schlemmer og Lyonel Feininger.

Tyske ekspressionister som Franz Marc, August Macke og Paul Klee lod sig også inspirere af geometriske former. Kubismens indflydelse strakte sig langt ind i det 20. århundrede og påvirkede bevægelser som futurisme, surrealisme, abstraktion, konstruktivisme og popkunst.

Kunstbevægelsen kubisme i dag

I dag anerkender kunsthistorikere universelt de kubistiske kunstneres betydelige bidrag til udviklingen af billedkunsten. Picasso, Braque og alle de andre kunstnere fra kubismen i begyndelsen af det 20. århundrede er ubestridte pionerer inden for maleriet. Gennem deres innovative måde at tænke kunst på overskred de deres tids snævre stilistiske begrænsninger og lagde grunden til den abstrakte kunst.