Barok og renæssance: Dette er forskellene

Versailles-slottet, da Vincis "Mona Lisa", storslåede haver som dem i Schwerin og Hannover i Tyskland og Botticellis "Venus' fødsel": Kunst og arkitektur fra renæssancen og barokken er stadig lige så nærværende, som de er populære.

Tilsammen dækker disse to epoker en periode på over fire århundreder. Renæssancen opstod ud af middelalderen omkring begyndelsen af det 15. århundrede. Den blev afløst af barokken i begyndelsen af det 17. århundrede. Klassicismen gjorde en ende på renæssancen og barokken i slutningen af det 18. århundrede.

Ved første øjekast har disse epoker meget til fælles. I begge var billedkunsten dybt påvirket af den politiske, religiøse og sociale udvikling. Deres stilarter viser også nogle paralleller. Men hvad er egentlig forskellen mellem renæssancen og barokken?

Den primære forskel ligger i deres respektive samfundsmæssige kontekster: Renæssancen blev formet af reformationen og humanismen. Under denne indflydelse opdagede renæssancekunsten mennesket som et selvstændigt subjekt. Den trak på eksempler fra den græske og romerske oldtid og lagde vægt på en repræsentationsstil, der var så realistisk som muligt.

Fem betydningsfulde kunstnere fra renæssancen:

• Leonardo da Vinci,
• Raphael Santi,
• Sandro Botticelli,
• Albrecht Dürer og
• Michelangelo Buonarroti.

Barokken var dog præget af modreformationen og Trediveårskrigen. Mens barokkens kunst fulgte renæssancens ideer, udviklede den sig yderligere. I maleriet afløste drama og patos realismen. Bibelske og mytologiske temaer blev også genopdaget som motiver. Begrebet dødelighed inspirerede til en helt ny genre: "Vanitas"-stilleben.

Barokkens mest betydningsfulde kunstnere:

• Jan Vermeer,
• Michelangelo Merisi da Caravaggio,
• Rembrandt van Rijn,
• Peter Paul Rubens, og
• Jan Brueghel den Ældre.

Nedenfor ser vi nærmere på forskellene mellem barok og renæssance.

Renæssance vs. barok: Tider med social transformation

Den sociale og politiske kontekst spillede en vigtig rolle i udviklingen af både renæssancen og barokken. Hver stil reagerede unikt på de respektive situationer, hvor den opstod.

Renæssance: Et nyt verdenssyn formet af humanismen

I løbet af renæssancen oplevede Europa grundlæggende ændringer i kultur, økonomi, videnskab og politik. Reformationen og den efterfølgende splittelse af kirken var blandt de vigtigste begivenheder. Opfindelsen af trykpressen og fremskridt inden for naturvidenskaben skabte et nyt intellektuelt klima i Europa.

I det hele taget aftog indflydelsen fra adelen og kirken, som havde domineret politik og samfund i århundreder, i løbet af renæssancen. Samtidig styrkede det velhavende borgerskab sin position i samfundet. Det nød godt af den stadigt voksende handel i ind- og udland.

Denne udvikling påvirkede finansieringen af kunst og kultur. I den foregående middelalder var adelen og gejstligheden de primære mæcener for billedkunsten. Nu overtog borgerlige Maze i stigende grad denne rolle.

Ikke kun politiske og økonomiske forandringer formede renæssancekunsten

De fremherskende filosofier, idealer, verdensbilleder og livsholdninger satte deres præg på kunstværkerne i denne epoke. Renæssancens skulpturer og malerier var præget af humanisme.

Humanistisk filosofi udgjorde kernen i tænkning og handling i denne epoke. Humanismen opstod i det 14. århundrede og udtrykte et ønske om forandring og en ny æra. Den markerede et radikalt skift fra middelalderens tankegang, hvor den kristne doktrin underordnede mennesket under det guddommelige.

Ved at hædre kreativ menneskelig aktivitet får naturvidenskaben en ny status. Forskere, lærde og ingeniører frigjorde sig gradvist fra kirkens doktrin. Det førte til banebrydende opfindelser og teorier, som blev udviklet og publiceret i denne epoke.

Selv om folk i stigende grad fokuserede på den jordiske tilværelse og dens udfordringer, forsvandt spiritualitet og religion ikke helt fra hverdagslivet i renæssancen.

Barokken: En epoke påvirket af Trediveårskrigen

Barokken fulgte direkte efter renæssancen. I modsætning til renæssancen var barokken stærkt påvirket af Trediveårskrigen. Som det ofte er tilfældet, var situationen for borgerskabet og adelen meget forskellig, hvilket skabte modsatrettede stemninger i samfundet.

For størstedelen af befolkningen i Europa medførte krigen lidelse og nød, og sygdom, død, sult og ødelæggelse var en daglig realitet. I modsætning hertil indtog de aristokratiske herskere og de velhavende en "nu mere end nogensinde"-holdning. De levede i overdådig luksus og fejrede sig selv og deres magt med luksuriøse festligheder og storslåede bygninger.

Modreformationen forstærkede kirkens indflydelse. Fokus på denne verden, som humanismen lærte os i renæssancen, mistede noget af sin betydning til fordel for den kristne tro.

Efter Trediveårskrigen var mange monarker i stand til at bevare deres status. Absolutismen etablerede sig som styreform i forskellige europæiske stater. Kejsere og konger gjorde krav på absolut magt over folket og nationerne. De demonstrerede deres krav på magt med ekstravagant arkitektur og overdådig livsstil.

Sammen med adelen voksede den katolske kirke sig også stærkere. Under modreformationen var den i stand til at udvide sin magt og indflydelse. Den katolske kirke bestilte adskillige kunstværker med religiøse motiver i denne fase. Skulpturerne og malerierne tjente til at styrke dens position blandt de troende.

Samtidig blev det traditionelle verdensbillede også udfordret på forskellige måder. Det gjaldt på den ene side det traditionelle klassebaserede samfund. Det fremherskende system med adel og gejstlighed på den ene side og borgerskab og bønder på den anden blev draget i tvivl. På den anden side blev stemmerne blandt videnskabsmænd højere og højere og talte for det synspunkt, at jorden ikke var universets centrum, men snarere solen.

Barok og renæssance i sammenligning: Motiver

Det nye verdensbillede og ændringerne i samfundet blev afspejlet i begge epokers motiver.

Motiverne i renæssancekunsten

I renæssancens filosofi blev mennesket sat i centrum, og kunstnerne afspejlede dette ved at gøre mennesket til omdrejningspunktet for deres værker. Nu blev mennesket afbildet som et selvstændigt motiv - ligesom religiøse figurer.

Kunstnerne fokuserede på at skildre den menneskelige anatomi så realistisk som muligt. Det var især tydeligt i de stadig mere populære portrætter. De første kunstnere begyndte også at lave selvportrætter. Selv om mennesker nu blev et stadig vigtigere motiv, var religiøse og mytologiske temaer fortsat relevante emner. Både scener fra Bibelen og gammel mytologi var hyppigt repræsenteret i malerier og skulpturer.

Ud over mennesker og guder fik også naturen betydning i renæssancekunsten. Landskaber og dyr havde næsten ikke spillet nogen rolle overhovedet i malerier og skulpturer indtil begyndelsen af det 15. århundrede. Men i løbet af renæssancen begyndte kunstnerne at være mere og mere opmærksomme på flora, fauna og arkitektur. Landskabsmaleriet var dog stadig langt fra at blive en selvstændig genre. Landskaber fungerede stadig hovedsageligt som baggrunde og kulisser. Men fra nu af lagde kunstnerne større vægt på en detaljeret og livagtig udformning af de scener, hvor personerne optrådte.

Religion, vanitas, natur - motiverne i barokkens kunst

Menneskeheden forblev et centralt tema i barokkens kunst med talrige portrætter af monarker og adelige. Men motiver med flere deltagere, som f.eks. festivaler eller andre sociale begivenheder, blev også afbildet i malerier.

Samtidig sørgede modreformationen for, at religionen igen fik betydning i folks hverdag. Det afspejlede sig også i barokkens kunst. Gejstligheden bestilte igen i stigende grad malerier og skulpturer med religiøse og bibelske scener. Temaerne var ofte centreret om Jesus, Jomfru Maria, engle eller fremstillinger af himmel og helvede. Mytologiske figurer som Venus eller Amor dukkede også op i barokkens skulpturer.

I barokmaleriet blev visualiseringen af vanitas-ideen etableret som et nyt motiv. Især stilleben var en påmindelse om jordelivets flygtige natur. Forskellige tilbagevendende objekter fungerede som symboler for dette, såsom kranier, timeglas, stearinlys, fluer eller visne blomster. Vanitas-motiverne skulle opfordre beskuerne til at reflektere over deres indre liv og moralske levevis.

Naturen fortsatte også med at udvikle sig som billedtema i barokkens kunst. Især i senbarokken og den efterfølgende rokoko blev landskaber gradvist en selvstændig genre. Skove, havet eller bjerglandskaber samt haver, dyr og planter blev nu afbildet uden mennesker.

Nyt visuelt sprog og teknikker i renæssance og barok

Ikke kun emnerne, men også den visuelle komposition og maleteknikkerne var meget forskellige mellem renæssancen og barokken. Disse forskelle var tæt forbundet med temaerne og det fremherskende syn på kunst.

Renæssancen: Genoplivningen af proportioner i maleteknikken

Frem for alt havde genopdagelsen af den klassiske oldtid stor indflydelse på skildringsstilen i renæssancekunsten. Da mennesker begyndte at blive opfattet som individer, lagde kunstnerne større vægt på anatomisk nøjagtige, naturalistiske og detaljerede portrætter. De forsøgte at gengive deres motiver med individuelle ansigtstræk og naturlige proportioner så trofast som muligt.

Men de anvendte også den samme præcision på figurer, der ikke kunne observeres direkte, som f.eks. bibelske eller mytologiske figurer. En realistisk stil dominerede også andre genrer, herunder landskaber og arkitektur.

Derudover gjorde renæssancemalerne betydelige fremskridt inden for visuel komposition. En af de vigtigste opdagelser i denne periode var centralperspektivet. Det gjorde det muligt for malerne at skabe et indtryk af rumlig dybde og tredimensionalitet. For at opnå dette lod de (imaginære) linjer i deres malerier løbe mod det såkaldte "forsvindingspunkt". Genstande, der skulle vises længere væk i malerierne, blev malet mindre. Fremtrædende objekter, som skulle vises i forgrunden, blev malet større.

En anden vigtig udvikling i renæssancemaleriet var "sfumato"-teknikken. Kunstnere brugte denne metode ved at påføre et tyndt lag hvid glasur i visse områder for at blødgøre konturerne af objekter. Forskellige lyseffekter som tåge eller skarpt lys kunne simuleres på denne måde. Det var også muligt at skabe et indtryk af rumlig dybde på denne måde, da sløringen fik objekterne til at virke længere væk.

Barokkens kunst: Overgang fra realisme til emotionalitet

Teknikkerne og afbildningsformerne var også forskellige fra renæssancens og barokkens. Mens renæssancemalerne stræbte efter en tæt gengivelse af virkeligheden, omfavnede barokkens kunst et mere følelsesladet og dramatisk billedsprog. De afbildede scener var overdådige, vellykkede og fulde af bevægelse og energi. De virkede iscenesatte og lænede sig op ad dramatisering og patos.

Barokkens kunstnere fortsatte dog med at modellere deres objekter ud fra virkeligheden. Med spillet mellem lys og mørke, kendt som "chiaroscuro", simulerede de en livlig rumlighed. Proportionerne mellem kroppe og genstande kunne defineres endnu tydeligere gennem lysindfald og skyggespil. På den måde fremstod billedobjekterne meget tredimensionelle og var solidt placeret i rummet.

En nyudviklet maleteknik bidrog også til det levende indtryk af maleriet. Med påføring af maling, kendt som "impasto", var kunstnerne i stand til at understrege eller fremhæve bestemte områder i maleriet. Den primære egenskab ved impasto var dens fuldstændige uigennemsigtighed, og malingen blev ofte påført på en let hævet måde. Denne teknik gjorde det muligt at fremhæve lyse områder eller monokromatiske sektioner, hvilket yderligere forstærkede den tredimensionelle og dynamiske effekt.

Med rokokotiden, som udviklede sig fra den sene barok, nåede den meget følelsesladede fremstillingsstil sit højdepunkt.

Rokokoen markerede afslutningen på de store renæssance- og barokepoker.