Billedet "Nature morte aux fruits" (omkring 1955)

Før Første Verdenskrig opstod kubismen i Frankrig i 1908, og dens fædre var Georges Braque og hans ven og kammerat Pablo Picasso. Efter hjemkomsten fra krigen gik Braque, som blev født den 13. maj 1882 i Argenteuils-sur-Seine, en anden kunstnerisk vej end Picasso, som igen satte ham i forbindelse med Henri Laurens og Juan Gris.

Guitaren, vaser og borde var centrale motiver i hans kubistiske malerier. De rene farver, som stadig dominerede hans tidlige fauvistiske landskaber, måtte vige for en gråbrun palet. Som et modstykke til kubismen udviklede Braque collager, hvor han brugte tapetrester og avisudklip til at skabe en ny billedvirkelighed. I 1930'erne fulgte landskaberne, som dog er kendetegnet ved en stillebenagtig struktur. Fra 1938 blev det traditionelle ateliertema vigtigt for kunstneren, som han berigede med en mystisk komponent gennem fuglemotivet.

I de sidste år af sit liv præsenterede kunstneren sig ikke kun som maler og skulptør, men også som smykkedesigner. Hans "Bijou Braque" kombinerer smykkekunst med kunstneriske ambitioner. Han brugte græske motiver i over 100 designs. Et dusin af dem blev endda købt af den franske stat. Hans kunst var så højt anset, at han var den første kunstner, der fik en udstilling dedikeret til sig på Louvre i sin levetid i 1961. Da Braque døde i Paris den 31. august 1963, understregede den franske kulturminister André Malraux endnu en gang hans betydning: "Han er hjemme i Louvre med samme ret som englen fra Reims i katedralen."

Skæringspunkterne og gennemtrængningerne i Braques værker virker ikke intenst rumlige, men er en integreret del af billedfladen. Det er derfor, hans malerier har en æstetisk og følsom effekt. Synet "aktiveres", og det maleriske indtryk er altid tvetydigt. Motiverne opløses i farverige og formelle strukturer. Genstandenes form er selvstændig og samtidig integreret i større konstellationer. Alle større museer viser hans værker på fremtrædende pladser.